Sådan hjælper du din teenager til et godt gymnasievalg


Når dit barn vælger ungdomsuddannelse skal det for første gang spore sig dybere ind på en beskæftigelse, som passer til hans eller hendes person. En ikke helt nem opgave! Det er noget, som mange voksne ikke engang selv er afklaret med. Foto venligst udlånt af Peter Whelerton (www.Flickr.com)

Gymnasievalget er vigtigt, for her skal dit barn tage nogle skridt, der bliver vigtige for, hvordan han eller hun vokser ind i voksenlivet. Men hvad er din rolle, som far eller mor? Og hvordan hjælper du dit barn til at tage en god beslutning?

Sidste år havde jeg fornøjelsen af for anden gang at guide et af mine børn til et godt gymnasievalg. Jeg gjorde mig nogle erfaringer, som jeg synes er værd at dele i disse 9 punkter:

  1. Læg en plan sammen i god tid. Afsæt god tid i din kalender til dette vigtige afklaringsarbejde. Det kan blive en både sjov og lærerig proces for jer to. Få styr på datoer og deadlines og overhold disse. Sørg for at både du og dit barn har afsat tiden til forberedelse, gymnasiebesøg og alle de snakke, I kan have brug for at tage ind i mellem.
  2. Gør dit benarbejde. Når de årlige åbent hus arrangementer starter, så sæt dig ind i det og sørg for at besøge så mange gymnasier som muligt. Valget bliver lettere, når de mange forskellige muligheder er undersøgt grundigt. Hjælp ham til at forberede de spørgsmål, han skal have afklaret, og de fagområder, han skal bruge tid på at høre mere om. Lad ham om at planlægge, hvilke gymnasier, I skal besøge og på hvilke datoer, hvordan I kommer derud, hvilken bus I skal tage og hvad tid, I skal tage af sted hjemmefra. Skub på, når det er nødvendigt, men ellers lad ham styre det.
  3. Benyt enhver god situation til en samtale med dit barn om dit barns overvejelser. Fx under en indkøbstur med barnet, eller mens I fylder opvaskemaskinen sammen (vær opfindsom med at skabe stunder til spontant snak. Hvis de ikke opstår af sig selv, så må de planlægges med lidt kreativitet). Men mærk også efter, når han har brug for en tænkepause.
  4. Læg de helt store linjer ud for den vigtige livsbeslutning. Det er en vigtig beslutning. Ligesom alle andre beslutninger, hvor vi vælger mellem to veje, har dette konsekvens for hvilket menneske, dit barn udvikler sig til. Og målet må være, at dit barn finder en vej, hvor han/hun har mulighed for at udvikle sit til sit fulde potentiale og beskæftige sig med noget som er meningsfuldt. Så prøv at løfte overvejelserne op på et højere plan end bare at søge efter et godt studiemiljø med spørgsmål som ”Hvad er det, der er vigtigt for dig?” ”Kan du se dig selv beskæftige dig med det og det?” ”Er det noget, du mener, du ville trives i?” ”Er det noget, som vil bringe det bedste frem i dig?” ”Er det noget, hvor du føler, at du ville kunne bidrage med dine unikke evner og talenter?”

    Målet må være højere end bare at finde et godt studiemiljø - selvom også dette er rigtigt vigtigt. Foto Jens-Olaf Walter (www.Flickr.com)

    Målet må være højere end bare at finde et godt studiemiljø – selvom også dette er rigtigt vigtigt. Foto Jens-Olaf Walter (www.Flickr.com)

  5. Benyt lejligheden til at dit barn lærer mere om sig selv. Hvad er jeg god til? Hvilke ting kan jeg lide at gøre? Hvad er vigtigst i mit liv? Hvad gør mig lykkelig? Hvordan vil jeg gerne påvirke verden? Hvad er det indtryk, jeg vil efterlade verden? Hvad betyder de valg, jeg træffer, for min og andres fremtid? En afklaring af disse spørgsmål vil give dit barn et stort selvværd.
  6. Sæt ham ved roret. Gør det 100% til hans projekt at nå frem til en afklaring om det bedste gymnasievalg. Din opgave som forælder, er at stå lidt i baggrunden og hjælpe til med navigationen, når det er nødvendigt. Men det er hans valg. Det skal være hans valg, for det er ham, der skal leve med det valg de næste tre år og videre frem. Og det er fordi det er hans valg, at han vil kunne finde motivationen frem i de næste 3 års studieflid. Så lad ham finde frem til det, der er det rigtige valg. Det er aldrig din opgave at træffe valg for dit barn (kun år dit barn af en eller anden grund er ude af stand til det).
  7. Hjælp dit barn med at tage en god beslutning. Til sidst skal der tages en beslutning. Der er mange spændende muligheder og heldigvis er det sådan, at flere af dem vil være gode. Det rigtige valg er det, der er rigtigt for ham lige nu. Respekter hans valg. Vi, forældre, kan have mange uindfriede drømme. Nogle gange kan vi drømme om at leve ungdommen igen og vælge en smule anderledes, end vi har gjort. Det er grundlæggende godt, for det betyder, at vi har udviklet os som mennesker, og at vi har mange interesser. Men vi må aldrig gøre vores uindfriede ønsker og drømme til vores barns vej. Vi skal passe rigtig meget på ikke at ”skubbe” vores barn hen imod vores foretrukne fag (det kan være svært, for vi vil spontant vise mere interesse for de fag, som vi synes er spændende). Men det, der er vores opgave er at hjælpe med at afkode, hvilke talenter og interesser vores barn har – og så tilskynde dem til at følge den vej, som skal til for at de kan udforske det dybere.

    Arti Sandhu

    Hvad har karrierevalg at gøre med at finde lykken?
    Foto venligst udlånt af Arti Sandhu (www.Flickr.com)

  8. Karrierevalg har rigtig meget at gøre med at finde sin vej til et lykkeligt liv. Vi kommer jo til at bruge hovedparten af vores vågne tid netop med arbejde. Vejen til at blive et lykkeligt menneske starter med at man beskæftiger sig med aktiviteter, der både giver mening og lyst. Der er desværre mange mennesker, der hver dag går ulykkelige på arbejde. Bare fordi man fx er en god talknuser, betyder det ikke, at man vil blive lykkelig af at sidde med regnskaber. Gymnasievalget er vigtigt, fordi allerede her skal barnet spore sig dybere ind på de ting han/hun er god til, men også de ting, som han/hun finder meningsfulde. For første gang i skolesystemet skal der for alvor træffes valg om studiested og linjefag.
  9. Til slut: Hvis det er nødvendigt, så slå plat og krone om det. Min søns største problem sidste år var egentlig, at han har så mange interesser. På et tidspunkt, da han var i vildrede om, hvilken af to linjer, han skulle vælge brugte jeg Piet Heins trick med at slå plat og krone om det. ”Det kan vi da ikke gøre,” mente Francisco ”vi kan ikke overlade noget så vigtigt til tilfældighederne”. Men pointen i tricket er, at i det øjeblik man kaster mønten op, så ved man, hvad det er, man håber, det vil lande på (det skal man selvfølgelig ikke fortælle før man har kastet mønten op i luften).
Gerard Stolk

Der er mange spændende muligheder og heldigvis er det sådan, at flere af dem vil være gode. Det rigtige valg er det, der er rigtigt for ham lige nu. Foto venligst udlånt af Gerard Stolk (www.Flickr.com)

Francisco endte med at finde et gymnasium, som han var rigtig glad for, og som vist indeholder alt det, han kunne have ønsket sig. Heldigvis blev han også optaget der.

Min erfaring er, at det er en rigtig god oplevelse at hjælpe sit barn med at foretage et gymnasievalg på den måde, jeg har beskrevet. Men fortrinlighed sker ikke af sig selv. Det er et resultat af målrettet arbejde.

Dette indlæg blev udgivet i Coaching af børn, Forældreskab og tagget , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Sådan hjælper du din teenager til et godt gymnasievalg

  1. Piet Heins gruk, som jeg omtaler lyder:

    Stejler man foran et vanskeligt valg
    og vil ha det afgjort prompte,
    er det et såre fornuftigt princip
    at platte og krone om det.

    Ikke at valget skal ske per hasard,
    imens man selv sidder og måber,
    men: lige når mønten er kastet til vejrs,
    Så ved man præcis, hvad man håber.
    😉

Lad mig høre din mening!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s