Dit barn søger grænser for at se om det stadig er elsket


Børn plager, skubber til os og søger grænser konstant. Nogle gange vildere end andre gange. Men de vil i virkeligheden bare mærke os. De vil vide om vi stadig er der, og om vi elsker dem. I virkeligheden burde vi bare give dem et knus. Foto venligst udlånt af Liz Y (doctorlizardo) på Flickr.

Børn plager, skubber til os og søger grænser konstant. Nogle gange vildere end andre gange. Men de vil i virkeligheden bare mærke os. De vil vide om vi stadig er der, og om vi elsker dem. I virkeligheden burde vi bare give dem et knus.
Foto venligst udlånt af Liz Y (doctorlizardo) på Flickr.

Denne historie med min 16-årige søn viser et eksempel på, hvordan børn søger grænser først og fremmest fordi de vil se, om mor og far er der. Om de stadig elsker dem. 

Jeg har altid været overbevist om, at når børn skubber til vores grænser, så er det ligesom for rent fysisk at mærke, om vi stadig er der. Om de stadig kan regne med mor og far. Om vi stadig lægger mærke til dem.

Denne korte episode er bare et eksempel på det:

Min 16-årige søn presser på for at jeg skal komme og gennemføre en online-betaling for et download-spil. OK. Jeg kommer og hjælper ham. Vi udveksler få ord. Men i virkeligheden sker der meget mere. Se her.

Han siger (nærmest i forbifarten):
“Far, jeg må ikke købe assasins creed, vel? Det er længe siden, vi sidst har snakket om det”

Han mener i virkeligheden:
“Far, der er sket så meget i den sidste tid. Jeg vokser og forandrer mig. Jeg er også begyndt i gymnasiet. Der er nye fag og eksamener. Farmor er død, det kan jeg slet ikke fatte. Dagene går så hurtigt, og jeg mærker dig mindre og mindre. Det er som om du og mor er kommet langt væk.”

Jeg siger (måske lidt hårdere end jeg behøvede):
“Nej, det kan du godt glemme alt om. Se på aldersgrænserne, så behøver du ikke spørge mig. Og sådan noget som GTA vil jeg aldrig have indenfor i mit hjem”

Det betyder i virkeligheden:
“Sønnike, du kan stadig regne med mig. Selvom alt ser ud til at være forandret, så er jeg her stadig. Det kan du tro. Jeg har sat nogle regler op, fordi jeg elsker dig virkelig højt og jeg vil passe på dig og på vores familie. For det er det dyrebareste, jeg har.”

I virkeligheden kunne jeg også bare have givet ham et knus. Og kigget ham kærligt i øjnene.

Tror du ikke også, det er sådan med din 3-årige søn, der lige er kommet i trodsealderen? Alting forandres med hans krop og i hans omgivelser og hans hverdag. Han vil i grunden bare vide om mor og far stadig er der. Om han stadig er elsket.

Din opgave som mor eller far er netop at bekræfte ham i den kærlighed. Din kærlighed skal være det stærkeste og mest vedholdende, din søn og din datter mærker i hele sit liv og sin opvækst. Din kærlighed skal simpelthen være så stor, at det bliver hans/hendes referencepunkt for resten af livet. Du skal ikke stræbe efter mindre.

Men hvad siger du? Hvilke eksempler har du med børn, der søger grænser? Prøv at fortælle en episode fra din hverdag i en kommentar herunder.

Dette indlæg blev udgivet i Kærlighed, Vedholdenhed og tagget , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

8 svar til Dit barn søger grænser for at se om det stadig er elsket

  1. Maja siger:

    Jeg er meget enig med dig.

    Min dreng er tre år og to måneder. Sengetiderne er en daglig udfordring herhjemme og også sproget (Du er dum mor!). Jeg forsøger at være konsekvent og sætte tydelige og kærlige grænser. Det føles ikke altid som om det lykkes. Men jeg forsøger virkelig at vise ham, at selvom jeg siger nej eller beder ham om noget han ikke kan lide, så er det for hans eget bedste og giver ham et ekstra kram, når han synes det er rigtig træls. Ofte bliver hverdagen fyldt med gråd og skænderier og “nej” og så kan man godt føle sig som den sure, onde mor på trods af, at jeg gør en dyd ud af at sige undskyld (når det behøves) og give ekstra kram.

    Den anden dag legede vi far, mor og børn, hvor jeg var barnet. Og for sjov sagde jeg: “Jeg vil ikke i børnehave!”. “Men det skal du” sagde min lille pode. “Men det gider jeg ikke” sagde jeg så lidt højere og lod som om jeg græd. “Jo, for jeg skal på arbejde og du kan lege med Alexander” sagde han så, mens han gav mig et kram.

    Der tænkte jeg ved mig selv, at jeg må gøre et eller andet rigtigt🙂

    / Maja

    P.S. Har du så et råd til, hvordan jeg får GTA ud af huset, når det er manden, der spiller det?😉

    • Det er stærkt at høre Maja, at du er så vedholdende med at sætte kærlige grænser! Det tror jeg vil komme tilbage som en rig belønning i dit forhold med din søn.
      Når bare man følger sit forældreinstinkt, så tror jeg ikke man kan gå helt fejl.
      Mht dit PS: Hmm… Det er svært. Pas i hvert fald på ikke at nedvurdere det, hvis det er en stor interesse for ham. Men prøv stille og roligt at foreslå en balance i tidsforbruget. Tal om, hvor I vil hen med jeres familieliv. Og for alt i verden hold voldelige spil væk fra den lille.

      • Maja siger:

        Det er såmænd ikke fordi han spiller så meget (længere – det kommer nok i perioder), men netop fordi han modsat jeg (og du) ikke synes, at det død og pine skal holdes væk fra den lille. Det er en tilbagevendende konflikt, at vi er uenige om, hvad der er egnet at vise for sådan en størrelse😦
        Det er jo lidt svært at argumentere i mod, når det tydeligvis gør lykke med far-søn hygge foran Star Wars. Han springer nu også væk fra det mest voksne/voldelige/uhyggelige indhold uanset om det er film eller spil (og ikke kun på mit bud).

    • (Og med hensyn til dit PS) måske vil jeg også foreslå at du / I tager et kig på min liste over anbefalet læsning. Læs i fx. Meg Meekers bøger – Jeg er jeg sikker på, at det ville være et plus med inspiration for familielivet. The Family Virtues Guide giver også en fantastisk indblik i, hvad det egentlig betyder at være forældre og gøre sig det ansvar bevidst.

  2. Pingback: Hvorfor du simpelthen er nødt til at sætte grænser og holde fast – For dit barns bedste | Far til fem

  3. Kristine siger:

    Jeg har en dreng på 4½. som de sidste par måneder er begyndt at drille meget, eller bevist at provokerer ved f.eks. at grine hvis jeg slår mig, eller kaste ting efter mig og andre, vil ikke børste tænder og skal lige 1000 andre ting når det er tid, gør ting selvom han får et NEJ, og prøver mig af hele tiden, og søger meget min grænse..
    Jeg gør selv meget ud af at her er min grænse, nu syntes jeg ikke det er ok, men går også meget op i at jeg ikke bliver gal og råber af ham, men snakker for det meste stille og roligt, men det er som om, at når jeg siger stop til ham, så lytter han ikke, og jeg gentager mig selv 5-10 gange hver gang, men han fortsætter…

    Jeg har til tider brugt den med, at jeg følger ham ind på hans værelse, men han stritter meget i mod, og bliver ikke der inde…han går ud hele tiden..så det er svært at bruge den “time out” hvis han hele tiden går ud der fra.

    Har du et godt råd til hvordan man skal takle en drillende dreng, og hvordan jeg skal rumme ham bedst muligt i disse situationer, samtidig med at jeg sætter bedre grænser..?? og evt. en måde at overvinde hans stædighed omkring time outes, uden at det konstant bliver til en negativ tone i hjemmet, men også får vendt det negative til det positive…??

    vh
    Kristine

    • Kristine, jeg tror de fleste forældre kender den situation, du beskriver. Du kunne lige så godt have skrevet om mine børn. Nogle af dem har været mere provokerende og søgt flere åbne konfrontationer end andre.
      Og det lyder som om du bare gør det helt rigtige. Du følger din mavefornemmelse, holder kærligt fast ved dine grænser samtidigt med at du prøver at passe på ikke at gøre et overgreb på din søn. Det er rigtig vigtigt, at håndhæve ens grænser. Kun når man har respekt for sig selv kan andre også få respekt for en. Og respekt for forældrene er fundamentalt, så det skal børn have. Manglen på den er begyndelsen på opløsningen af et samfund (det er ikke tilfældigt at det er et af de ti bud, at man skal ”ære sin mor og far”).
      Gode råd? Tæl til ti. Hold hovedet koldt. Vær vedholdende. Bliv ved som du gør. Tal med barnet, hvis du synes, han er moden nok til det (”jeg kan ikke lide, når du gør sådan, fordi…”).
      Men tænk også på, at det er en fase, din søn er i. Den fase kan godt vare rigtig lang tid og endda gå over og komme igen på et senere tidspunkt. Det kan nogle gange være umuligt at ændre på en stemning, der er blevet ødelagt af barnets surmuleri og det er der bare ikke noget at gøre ved. Så kan barnet forhåbentlig lære det ved at opleve, at man ikke ønsker at være sammen. Husk at det er en helt normal situation at man har disse konflikter.
      Begynd endelig ikke med straffe, det hjælper alligevel ikke noget (time-out på værelset regner jeg ikke som en straf – det er OK at bruge det). Jeg tror heller ikke så meget på at aflede barnets opmærksomhed, når han skaber sig. Er der en konflikt, så skal den ses i øjnene og håndteres.
      Du bør dog overveje om alle dine krav er rimmelige, eller om der er nogle ting, du godt vil slække på. Og ind i mellem kan du vælge dine kampe (fx. undlade at tage en kamp, bare for at holde en pause). Endelig kan nogle gange også virke at lade barnet få sin vilje og lade det selv se, hvad der sker.
      Kan du bruge dette svar, ellers skriv igen!

      • Kristine siger:

        Hej Igen🙂
        Tak for et rigtig brugbart svar🙂
        Jeg kunne bruge rigtig meget af det, så tusind tak..!!
        Når min dreng får af vide at han ikke skal ødelægge hans legetøj, eller mine ting, og bevist bliver ved, tænker jeg måske at det er en mangel på flere grænser eller mere ren struktur og regler, og høre tit fra folk, at der så må små straffe til, eller meget mere hård tone til. f.eks. mener nogen at jeg ikke skal give ham nisse gave, ikke læse godnat historie, ikke give ham lov til hygge ting som vi plejer at have i hverdagen, men tænker at vores hverdan måske kan gå hen og blive for negativ…og føler lidt at det ikke er den korekte måde at takle det på, efter som han har giver tydelige tegn på at han er ligeglad med at han ikke får nisse gave, men at det er meget sjovere når drillenissen kommer og roder i stedet, eller han tegn på at han virkelig har brug for 5 min af min tid til at sidde ved ham til han sover, (hvor at jeg skulle sige NEJ, fordi han har været fræk, eller f.eks. ikke får hygge time lige som de andre børn han kender…
        Han er til tider begyndt at nævne uhyggelige ting som: jeg ønsker mig en kniv, så jeg kan slå et menneske ihjæl, eller sådanne ret uhyggelige ting omkring døden, og snakker meget om hvad der sker med os, hvor vi kommer hen, og om vi dør samtidigt, eller hvis den ene af os dør, om man så bare kan holde fast i den anden..!!
        Det skal lige nævnes at hans far og jeg er flyttet fra hinanden for ca. 2 år siden og at hans far også lige er flyttet i en ny lejlighed, så derfor forbinder jeg mange af hans ” hårde drille perioder” med en reaktion på at han syntes det er svært at flytte mellem 9-5 ordning hos mor og far.

        Så jeg har brug for nogle metoder hvor jeg kan takle en frustreret dreng bedst muligt, uden hverken at påvirke hans selvtillid, selvværd eller hans helt egen personlighed eller manglende tro på sig selv….For sådan er jeg selv vokset op…og ser meget at det i min familie og deres børn, og ønsker ikke at mit barn skal vokse op og blive ligesom mig, eller dem, hvis du forstår🙂
        Vil jo bare styrke ham bedst muligt på den rigtige måde..

        Venlig Hilsen og glædelig Jul fra Kristine

Lad mig høre din mening!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s