Sådan er det! [Gæsteindlæg af Anne Kirstine Waage Beck]


"I det øjeblik forvandlede de mange måneders stress sig til en indsigt: Det er jo fuldstændig forkert, det her."  Foto venligst udlånt af radiowire (http://www.flickr.com/photos/radiowire/97436054/)

“I det øjeblik forvandlede de mange måneders stress sig til en indsigt:
Det er jo fuldstændig forkert, det her.”
Foto venligst udlånt af radiowire (http://www.flickr.com/photos/radiowire/97436054/)

I dette gæsteindlæg af Anne Kirstine Waage Beck, medlem af småbørnsforeningen SAMFO, får du en utrolig stærk og personlig historie om en mor og hendes kvaler med at skulle aflevere sine børn i vuggestue. Jeg ved ikke med dig, men jeg havde det sådan, da jeg først læste Anne Kristines indlæg, at jeg tænkte: “Så er jeg virkelig ikke den eneste, der synes, at det er helt galt at smide de små i vuggestue?”. Men læs selv:

”Sådan er det”, er en sætning, jeg har hørt mange gange, siden jeg blev mor første gang for tre år siden. I den nye norske dokumentarfilm om kvinders dilemma mellem kravet om fuldtidsarbejde og deres små børns behov, Dagane flyg, bliver den sagt flere gange. Dels af en pædagog i en lille drengs vuggestue, da han fortvivlet bryder sammen, fordi hans mor går. Og dels, da hans mor reflekterer over, hvor ondt det gør: Det er hårdt, men sådan er det.

Min mand og jeg satte også vores tvillinger, en dreng og en pige, i vuggestue, da de var elleve måneder.

Jeg troede længe, der var noget galt med mig, siden jeg ikke kunne vænne mig til at byde dem en hverdag med skiftende voksne, larm, uro, infektioner, permanent forkølelse og gråd næsten hver morgen. Institutionen var lille og havde en god normering, men set i bakspejlet skete adskillelsen for tidligt. Baseret på alt, hvad jeg siden har læst af forskning og ekspertudtalelser, tror jeg, at gruppepasning af små børn er uhensigtsmæssig og at der findes børn, der ikke kan tåle det. Min ældste søn vænnede sig aldrig til det og græd voldsomt ved afsked og gensyn al den tid han gik der. Nogle gange også i løbet af dagen, hvor han nægtede at spise eller stod ude ved lågen og kaldte ulykkeligt på mig. Men det tog tid for mig at indse det, fordi jeg var præget af normen om, at vuggestue nærmest skulle være et naturligt trin i børns udvikling og fordi jeg undervurderede min egen og min mands betydning for vores børn. Personalet mente, det gik fint. Så jeg holdt fast i, at det var lige så godt for dem at være i vuggestuen som hjemme, selvom hjertet sagde noget andet.

Vi fik hurtigt endnu en dreng og dagen kom, hvor han skulle han starte. Det gjorde ondt, men sådan er det, sagde jeg til mig selv. Jeg hørte det samme blive sagt til andre børn i institutionen. Under ”indkøringen” havde jeg tid til at observere morgenens afleveringer og det var ofte smertefuldt. Også ældre børn brød hulkende sammen og en dag kastede en treårig pige sig op mod en glasdør, mens hun desperat brølede ”Kom nu, mor, jeg vil have dig, mor”. Moren vinkede fra parkeringspladsen, mens den voksne, der forsøgte at håndtere pigens sammenbrud dæmpet sagde: ”Sådan er det. Det bliver ikke anderledes.”

Det blev tydeligt for mig, at det er et udtryk for forråelse, når forældre og personale samarbejder om at tøjle børnenes naturlige sorgreaktion på at blive forladt. Det er i længden ikke holdbart at have et system, der bygger på undertrykkelse af så store følelser, så jeg er sikker på, det kommer til at ændre sig. I en ikke så fjern fremtid tror jeg, vi vil se tilbage på vor tids normer som lige så håbløse, som vi i dag betragter den tid i tresserne og halvfjerdserne, hvor der kun var få måneders barselsorlov og forældre måtte aflevere spædbørn til pasning.

Da min yngste havde gået i vuggestue i knap seks uger, løb jeg tør for sådan-er-det-attituden. Jeg havde afleveret en nogenlunde tilpasset datter, en storskrigende dreng og en anspændt og fortvivlet baby. Jeg tog på café bagefter. Det er jo sådan man gør, ikke? Man får et barn og et års tid senere er man tilbage på samme spor som før med shopping, caféture og karriere. En glad mor giver glade børn, så det prøvede jeg at blive. Men da jeg sad på cafeen, vandrede mine tanker til mine børn, især min yngste dreng. Hvor var han nu? Hvad fik han til frokost? Jeg vidste det ikke og det føltes som et tab. Jeg så ud af vinduet, på den anden side af vejen lå en børnetøjsforretning, jeg tænkte at jeg ville gå derover og se efter nyt tøj til ham. I det øjeblik forvandlede de mange måneders stress sig til en indsigt: Det er jo fuldstændig forkert, det her. Jeg indså, at det liv jeg troede, jeg skulle tilbage til, ikke fandtes mere, fordi mit ansvar rakte meget videre end til vuggestuens låge. Samtidig forstod jeg, at mine børn med deres gråd, havde prøvet at fortælle mig, at jeg og min mand er langt bedre til at tage vare på dem end nogen som helst ansat omsorgsperson nogensinde kan blive. I det øjeblik, bundfældede det sig, at det for mig er en meget større opgave at være mor, end den reducerede rolle, jeg er blevet præget gennem hele min opvækst til at forvente. Det blev klart for mig, at vi lever i et samfund, der presser os til at overlade vores børn til institutionerne og genoptage vores liv som før, så vi kan tjene penge, forbruge og tilgodese vores egne behov. Den fredag formiddag i strålende forårssol forstod jeg, hvad der var på spil for mig som menneske og mor, for mine børn og vores familie.

Jeg vil gerne understrege, at dette er min personlige fortælling. Jeg har ikke nogen dagsorden med at fortælle andre forældre, hvordan de skal tænke, føle eller handle. Men jeg fortæller den, fordi jeg synes det er vigtigt at diskutere den præmis, at vi forventes at overlade vores børn til pasning udenfor hjemmet på fuld tid endnu før de kan gå, tale eller overhovedet forstå, at de bliver hentet igen. Jeg synes, det er en meget høj pris, vi betaler for at få lov at beholde vores position på arbejdsmarkedet. Og jeg tror, ærlige personlige fortællinger er det bedste spejl for de oplevelser og følelser, man tit står lidt alene med forælder, fordi de falder uden for samfundets normer.

Artiklen er skrevet af Anne Kirstine Waage Beck.

Find ud af mere om Anne Kirstines engagement og om småbørnsforeningen Samfo og engagér dig i debatten på www. samfo.dk

Dette indlæg blev udgivet i De kære små, Find lykken, Forældreskab og tagget , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

11 svar til Sådan er det! [Gæsteindlæg af Anne Kirstine Waage Beck]

  1. Tak Anne, for denne personlige beretning, som jeg synes er så stærk.
    Den er fyldt med tankevækkende stof.

  2. Mette Gauguin siger:

    Det er raedselsfuldt at aflevere sine boern i vuggestuen. Raedselsfuldt for begge parter, og jeg er temmelig sikker paa, at hvis samfundet ville indrette sig paa, at det var oekonomisk baeredygtigt for familien at en af foraeldrene blev hjemmegaaende, saa ville mange benytte sig deraf, og vi ville faa meget faerre utilpassede unge mennesker paa gaden om nogle aar. Det ville maaske endda have den positive bivirkning, at arbejdsloeshedsprocenten kom helt ned paa “0”.

    • Ja, der er jo meget god logik i det, du skriver. Der kan meget vel være sammenhæng mellem dårligt fungerende ungdom og en overdreven institutionaliseringen af barndommen.

      Et ar i sjælen på et barn er en skade for livet for samfundet.

      Heldigvis er der flere og flere, der begynder at tale åbent om det her. Det er en udvikling, der skal vendes.

      Måske er det ikke altid muligt for forældre at vælge vuggestue helt fra. Men vi må i hvert fald skabe bevidsthed om problemerne ved overdreven brug.

      Jeg tror, vi kan skabe et bedre samfund ved at blive lidt mere bevidste i vores valg.

  3. Tak for et fremragende indlæg. Jo mindre børn er, desto mere har de behov for faste rammer, trygge omgivelser og nogen nære voksne. I en vuggestue og også i vores andre institutioner er der megen larm og mange situationer og personer de små skal forholde sig til. Det stresser. Naturligvis gælder det om at træffe et valg og nogen har svært ved at fravælge vuggestue m.m. Dog tror jeg, at vi tit ligger under for et pres udefra, måske også et pres som vi pålægger os selv. Vi forventer en levestil og glemmer prisen for den. Men det er godt, at der kommer et skub i debatten! Tak for indlægget.

  4. Mette Gauguin siger:

    Jeg befandt mig paa et tidspunkt i mit liv som alenemor for tre halvstore boern, som tidligere havde haft mig som hjemmegaaende mor. Jeg klarede at faa en god lejlighed og at underholde mine boern i et aar med en helvdagsstilling, saa de ikke foelte, at jeg var vaek fra dem, naar de kom fra skole. Senere gik jeg op i tid, men samtidig havde boernene faaet en laengere skoledag.
    Mens jeg var paa halvdags var det selvfoelgelig lidt smaat med kontanterne, men ved god spareteknik fik mine boern alt, hvad de havde brug for: varme klaeder, naerende mad og et varmt og hyggeligt hjem, og der blev ogsaa til lommepenge og loerdagsslik.
    Under denne foerste periodo var jeg i snak med et ungt par, som begge var akademikere og havde et lille barn. Vi kom ind paa en samtale om hjemmegaaende versus udearbejdende moedre/foraeldre. Den unge moder sagde til mig: Vi har jo ikke noget valg. Man kan ikke leve for en indkomst. Jeg taenkte paa at det var mig, hun talte med, mig af alle mennesker! Jeg havde det godt og lunt med 1/2 indkomst og tre boern, men begav mig ikke ud i en stoerre diskussion. Det unge par havde en villa i Hellerup, to biler og barnet i privatskole/boernehave.
    Selvfoelgelig er det et spoergsmaal om valg af prioriteter. Store forhold og boern i vuggestue, eller smaa forhold og masser af kvalitetstid sammen med boernene. Jeg har tit spekuleret over, hvorfor saa mange mennesker faar boern, naar de alligevel ikke er indstillet paa at give dem den tid de fortjener?

  5. Mette Gauguin siger:

    Der skal staa “halvdagsstilling” i tredie linie.

  6. Rigtigt god artikel. For pokker hvor har jeg kendt mange i Danmark der havde det lige sådan, men som var bange for ikke at gøre som alle andre og for at blive set ned på som hjemmeløbende. Det var alle folk der havde økonomien til rent faktisk at kunne have blevet hjemme med børnene lidt længere, men som absolut skulle passe ind i den homogene mølle som lille Danmark jo er, og ikke gøre noget der faldt lidt ved siden af. Karrieren frem for alt og hvad nu hvis man ikke kunne finde et arbejde bagefter og alle veninderne gjorde det samme. Jeg var selv meget hønemor og mine børn blev meget langsomt sluset ind i en vuggestue da de var over to år gamle og den yngste, som altid har haft svært ved det (den største har altid elsket at komme afsted) var der kun 2 timer dagligt i 4 måneder, for derefter at være der 4 timer dagligt – til nu hvor hun er 3, at være der fra 9.00 – 14.00 med masser af fridage ind i mellem alt efter behov. Jeg sender hende afsted selv om hun ikke vil, fordi jeg mener at det nu er godt for hende at komme lidt ud (og ud af sin skal) hun er nemlig meget genert. Vi bor også på landet i Italien og det sproglige og sociale skal også med. Jeg har det rigtigt godt med at have fulgt mit hjerte og stort set mine børns behov. Jeg ved at der er mange der lever med konstant dårlig samvittighed overfor deres børn fordi de ikke har fulgt deres hjerter og det de vidste inderst inde ville have været det rigtige. Vi er selvfølgelig alle forskellige, f.eks. så har min store pige elsket at komme afsted lige siden hun var 2 år gammel og så er det jo ikke noget problem at aflevere hende. Jeg kunne ikke have givet dem fra mig frivilligt da de var mindre. Jeg forstår udemærket godt at nogle er tvungne til det og at det for nogle også føles ok, men for mig gjorde det ikke og jeg kan virkelig genkende mig selv og mine veninder i artiklen.

    • Kære Helle,
      Tak for din kommentar med en rigtig fin personlig vinkel. Det er godt at få en ærlig snak i gang.
      Lad os håbe, at debatten må få endnu flere til at “stikke en finger i jorden” og mærke efter, hvad der er rigtigt lige i deres situation.

Lad mig høre din mening!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s